Region Midtjylland: Hvor svært kan det være at sætte en vandhane op?

I den kommende tid vil der månedligt blive ’blogget’ direkte fra de forskellige byggeprojekter og regioner. Byggebloggen er et talerør for de regionale byggeorganisationer og projekter - en mulighed for at dele erfaringer, milepæle og lærerige udfordringer. Denne blog er skrevet af projektdirektør fra DNU Aarhus, Frank Skriver Mikkelsen, fra Region Midtjylland. Indlægget har fokus på sagen med de utætte vandhaner på byggeriet, der har været med til at skabe store udfordringer for byggeprojektet.

Udfordringerne i et stort og kompliceret byggeri er mange. Og egentlig kan jeg godt lide en god udfordring. Men at noget så simpelt som vandhaner skulle give mig så mange kvaler, havde jeg aldrig forestillet mig. 

Det kommer næppe som en overraskelse, at der opstår udfordringer i store byggerier. Det er nok nærmere reglen end undtagelsen. Især når vi taler om Danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri, som det jeg siden 2010 har stået i spidsen for som projektdirektør, nemlig byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus, DNU. 

Om ikke så længe, nærmere betegnet den 1. april 2016, forlader jeg stillingen som projektdirektør for DNU. Jeg er stolt af det, jeg har været med til at bygge. Jeg er stolt af mine medarbejdere, som hver dag har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne for at komme i mål med byggeriet. Og så har jeg været glad for mit arbejde, og de faglige udfordringer, det har givet mig. I hvert fald det meste af tiden. For der er undervejs opstået situationer, hvor jeg har fået lyst til at rive min efterhånden lidt gråsprængte hårpragt ud af hovedet. For helt ærligt. Nogle gange har jeg græmmet mig over kulturen i byggebranchen. Nuvel, der findes mange rigtig gode folk i branchen, og dem er jeg heldigvis stødt på masser af gange. Men. I mit virke som projektdirektør for et byggeri på godt 300.000 m2, så har det været, og er stadig, en stor undren for mig, hvordan kulturen i byggebranchen, sammen med et trægt system, fedtspilleri og manglende vilje til at tage ansvar, i den grad kan forsinke fremdriften i et helt byggeri. 

© Tycho Gregers
Her, kære læser, får du historien om mit ’Watergate’. Historien om, hvordan en sag om utætte vandhaner gang på gang har ladet mig hovedrystende tilbage. 
Historien tager sin begyndelse i august 2015, hvor en af mine folk opdager fugt omkring nogle vandhaner. Som bygherre tager vi straks aktion og går sammen med vores rådgiver i gang med at undersøge, hvor der er fugt i det pågældende udbudsområde, hvad der forårsager problemet, og hvor udbredt det er. Vi finder ud af, at utætheden er opstået i en samling i forbindelse med armaturet ved håndvasken, og går herefter straks i gang med at udbedre fugtskaderne. Så langt, så godt. 

September 2015. Vi tager kontakt til samtlige entreprenører, der har sat vandhaner op i byggeriet og informerer dem om problemet. Det drejer sig om et areal på godt 170.000 m2, som er fordelt på seks forskellige entreprenører. Det er herefter vores forventning, at entreprenørerne tager ansvar for at få tjekket egne arbejder efter og få udbedret eventuelle fejl. 

Oktober 2015. Vi indkalder entreprenørerne til et møde, da vores indtryk er, at ikke alle entreprenører tager problemet tilstrækkeligt alvorligt. Forud for mødet har vi været ude og kigge på alle entreprenørers områder, og der er desværre tegn på, at der er problemer med utætte armaturer på samtlige områder. Problemet med utæthederne er omfattende. Vandet er heldigvis ikke tilsluttet på de fleste af områderne, så derfor er der ikke opstået fugtproblemer. Der er med andre ord ikke vand i hanerne endnu. Heldigvis! Ved gennemgangen opdager vi dog et nyt problem. En såkaldt 'sladrehankfunktion', der skal lede vandet ud i tilfælde af utætheder, fungerer mange steder ikke. Endnu et øv på listen. 

Der er, forud for mødet, samtidig en af de berørte entreprenører, der har indkaldt til et syn og skøn for at undersøge og fastlægge, hvem der er ansvarlig for utæthederne. I dette tilfælde skal ansvaret placeres hos enten entreprenør eller leverandør. Syn og skøn foretages af en uvildig fagmand udpeget af Voldgiften, og denne går altså i gang med at finde ud af, hvem der har aben, så at sige. 

Alt imens står vi som bygherre altså med et potentielt stort fugtproblem, der kan komme til at koste os både tid og penge, mens flere af entreprenørerne intet gør for at udbedre fejlen. Jeg undres. Hvad er det for en kultur? 

Slut oktober 2015. Rapporten fra syn- og skønsmanden er klar, men der træffes ingen endelig afgørelse i sagen. Ansvaret for utæthederne er med andre ord ikke placeret. Det skyldes, at de involverede parter, entreprenører og leverandør stiller så mange supplerende spørgsmål til skønsmanden, at sagen er trukket i langdrag. Jeg undres endnu engang og har en oplevelse af, at en del entreprenører undslår sig ansvar med alle mulige og umulige krumspring - herunder den verserende syn- og skønsag. Fedtspilleri, hvis du spørger mig! 

Februar 2016. Der foreligger endnu ikke en endelig afgørelse af syn- og skønsagen. På størstedelen af områderne med utætheder er man nu i gang med, eller har udbedret, utæthederne. Enkelte entreprenører fedtspiller dog stadig og er endnu ikke i gang med at udbedre problemerne. Der er endda en enkelt entreprenør, der ikke mener, at utætte vandhaner er en væsentlig mangel. Hvor er den håndværksmæssige stolthed her? Jeg har svært ved at se den. 

Jeg havde aldrig forestillet mig, at noget så simpelt som en vandhane, skulle give mig så mange grå hår. Mit råd til de øvrige hospitalsbyggerier er: Ansæt en hammergod VVS' er!