Menu punktMenu punktMenu punktMenu punkt
Udskriv

Region Midtjylland

Region Midtjylland er geografisk den største region og befolkningsmæssigt den næststørste. Regionen strækker sig på tværs fra Vesterhavet til Kattegat, det vil sige omkring 200 kilometer fra den ene ende til den anden. Samlet dækker Region Midtjylland ca. 30 % af Danmarks areal
Fakta om Region Midtjylland
  • Indbyggertal: 1.250.000
  • Areal: 13.124 km2
  • Antal kommuner: 19


Regionen har 5 somatiske hospitalsenheder, men dog flere hospitaler der drives under de enkelte enheder. Derudover har regionen flere psykiatriske hospitaler og afdelinger samt forskellige sociale tilbud.


Anlægsprojekter

Region Midtjylland står over for flere store anlægsprojekter de kommende år. Fra Kvalitetsfonden har regionen fået endelig tilsagn til Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU) og om- og tilbygninger på Regionshospitalet Viborg. Derudover er der givet foreløbigt tilsagn til Det Nye Hospital i Vestjylland, DNV-Gødstrup.

Udover projekterne finansieret af Kvalitetsfonden, arbejder Region Midtjylland med omfattende anlægsprojekter på Regionshospitalerne i Randers og Horsens, samt en flytning af psykiatrisk hospital i Risskov til DNU.


Det Nye Universitetshospital i Aarhus
Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU) handler kort fortalt om at samle de fire hospitaler i Aarhus i et hospital. Formålet er at forbedre og effektivisere patientbehandlingen samt at styrke forskning og udvikling, ved at samle alle de somatiske hospitalsafdelinger i Aarhus i et hospitalskompleks på Skejby, der efter udbygningen, bliver Danmarks største.

Samlingen af hospitaler i Aarhus er den største omlægning af eksisterende hospitaler i Danmark nogensinde, og den forventes at være gennemført i 2018-2020.

Projektet har fået endeligt tilsagn fra Kvalitetsfonden på 6,35 mia. kr.

Nyt hospital i Vestjylland: DNV-Gødstrup
DNV-Gødstrup skal være et nyt fagligt ambitiøst hospital, der skal fremtidssikre hospitalsbehandlingen i Vestjylland. Nybyggeriet samler de eksisterende huse og funktioner i Herning, Holstebro, Ringkøbing, Lemvig og Tarm til ét samlet hospital, der opføres med en fuldt udbygget akutfunktion.

Regionsrådet har fundet det af afgørende betydning, at der funktionsmæssigt i den vestlige del af regionen er ét samlet hospital, og at hospitalet opføres hurtigst muligt.

Projektet har fået et foreløbigt tilsagn fra Kvalitetsfonden på 3,15 mia. kr.

Regionshospitalet Viborg
Regionsrådet har besluttet, at Regionshospitalet i Viborg skal være et af regionens akuthospitaler. Hospitalet skal derfor både ud- og ombygges, for at kunne leve op til kravene, blandt andet med etablering af en fælles akutmodtagelse og en indflytning af funktioner fra Skive og Kjellerup til Viborg.

Projektet har fået et endeligt tilsagn fra Kvalitetsfonden på 1,15 mia. kr.

Øvrige store anlægsprojekter i Region Midtjylland
Regionsrådet i Region Midtjylland har i Akutforliget besluttet, at der skal etableres fælles akutmodtagelser på Regionshospitalet Randers og Regionshospitalet Horsens. Derudover er der på begge hospitaler udarbejdet en generalplan, der vil fremtidssikre begge hospitaler. Det er Regionsrådets hensigt, at begge planer på sigt skal gennemføres.

Derudover arbejdes der i Psykiatrien på et projekt med at flytte det eksisterende Aarhus Universitetshospital, Risskov ud til DNU, og samtidig skal der ske en samling af psykiatrien i Vestjylland i DNV-Gødstrup.

Læs mere:

Nyheder

Sidst opdateret 01-12-2016