Menu punktMenu punktMenu punktMenu punkt
Udskriv

Kunsten at integrere kunst i byggeprocessen

Ambitionerne for hvad kunsten skal gøre, og hvordan den skal påvirke patienterne i de nye sygehusbyggerier er høje. Derfor er der formuleret kunststrategier og handlingsplaner for, hvordan kunsten kan integreres og hvordan man får visionerne ført ud i livet
De nye sygehusbyggerier prioriterer kunsten højt, og mange steder er det besluttet at tænke kunst ind fra starten i byggeprocessen. Regionerne arbejder på nuværende tidspunkt med den kunstneriske udsmykning både som en integreret del af bygningen, som element i way-finding og som stressreducerende faktor i centrale områder af sygehusene. Flere steder er man derfor ved at lægge eller har allerede lagt en strategi for, hvordan kunsten skal integreres på hospitalerne.

    
Billede 1: Astrid Krogh, udsmykning af foyer, Maasland Hospital, Holland, foto: Tjeu de Heus; Billede 2: Kjell M. Gunvaldsen, Udsmykning af atrium på Rikshospitalet i Oslo, 2009, foto: B. Stolpmann

Denne strategi kan ifølge kunstrådgiver, Jane Løvschall Dolmer, fra IN SITU Kunstrådgivning, ikke blive lagt tidligt nok.

- En strategi er vigtig for at få det fulde ud af kunstværkerne i deres forskellige sammenhænge og former. Det er derfor centralt, at man fra et tidligt stadie sikrer et samspil, så kunsten ikke bliver et supplement til byggeriet, men en integreret del af processen.

Kunst kan gøre underværker
Det er i det hele taget en tendens lige nu, at kunsten får lov at indtage en vigtig position i de nye sygehusbyggerier. Erfaringerne fra de seneste årtier viser da også, at kunst som et led i begrebet om helende arkitektur har en særdeles positiv indvirkning på patienten.

I forskningen optræder vigtigheden af kunst sågar på lige fod med andre centrale elementer såsom dagslys, udsyn til natur og adgang til grønne områder, der alt sammen er med til at forkorte sygdomsperioden. Samtidig skaber kunsten glæde hos medarbejderne og de pårørende, der har deres gang på hospitalet.


Kjell M. Gunvaldsen, Udsmykning af atrium på Rikshospitalet i Oslo, 2009, foto: B. Stolpmann

Jane Løvschall Dolmer tøver heller ikke med at understrege kunstens betydning på hospitaler og i dagligdagen i al almindelighed.

- Kunst er unik og formår at bringe noget humanistisk ind i hospitalets kliniske rammer. Den skal nemlig tilføre fortælling og identitet i omgivelserne, og på den måde have afgørende betydning for den helende proces og trivsel for både patienter, personale og pårørende. Kunsten skaber ekstra værdi, der kan give det mentale løft, der er brug for i et behandlingsforløb.

Ambitiøst projekt vil nytænke kunstens rolle
I skrivende stund er Jane Løvschall Dolmer og IN SITU i gang med at færdiggøre handlingsplanen for Det Nye Hospital i Vest, DNV-Gødstrup i Region Midtjylland. I forhold til tidligere praksis på området stræber man her i endnu højere grad efter at gøre kunsten stedsspecifik og funktionsdygtig.

- DNV-Gødstrup ønsker at sætte nye standarder for påvirkningen af patienters sanser, oplevelser og velvære gennem kunsten. Det stiller større krav til kunstværket, og kræver man gør sig bevidst om forskellene på den enkelte afdeling og dens brugere for ikke at sige helt ned til det enkelte rum. Omhyggelig udvælgelse af kunstnere og efterfølgende udarbejdelse af specifik opgavebeskrivelse til kunstneren afspejler den ambitiøse tilgang vi går ind til dette projekt med.

Udover DNV-Gødstrup er IN SITU også i gang med at udvikle en kunststrategi i Region Syddanmark for SVS Esbjerg og har derudover været tilkoblet Sygehus Sønderjylland.

- At skabe integreret kunst er en længerevarende proces. Det er utrolig interessant at være med på sidelinjen, og bidrage til at bane vejen for at der bliver skabt kunst, der skal være med til at gøre en forskel, siger Jane Løvschall Dolmer.
Sidst opdateret 02-02-2017